I sidste weekend blev vi inviteret til fest hos familien, der ejer det hus, vi bor i. I Vietnam har ens forfædre en meget stor spirituel betydning, og derfor ser man farverige pyntede altre og røgelse alle steder. Altrene bruges til at hædre og fejre familiens forfædre. Det var i denne anledning at familien holdt fest, da de ville fejre, at de havde fået et nyt alter. Jeg kunne desværre ikke selv deltage i festlighederne, men de andre piger fra huset var med. Der var rigeligt med mad og god stemning. Til stor overraskelse for os vesterlændinge sidder mænd og kvinder adskilt, når de spiser ved festlige lejligheder.
Om aftenen (festen var midt på dagen) dækkede vores nabo op udenfor vores hus, og vi fik serveret rester fra festen. Det er det første rigtige hjemmelavede måltid, jeg har fået, mens jeg har været her, og det var fuldstændig fantastisk.
I dag har jeg fået det mest specielle måltid indtil nu. Jeg var ude og spise med vores undervisere, de andre hus-repræsentanter og vores vietnamesiske organisator Vinh. Vi gav Vinh lov til at bestille mad til os, og han overraskede os ved at bestille salat med vandmand – som serveres rå. Det er mere specielt, end det er lækkert, men stadig oplevelsen værd.
Her er lidt billeder fra da vi fik rester fra festen:
Og her af vandmand-salaten:
Isabella