I weekenden var vi på besøg i to landsbyer langt oppe i bjergene, som er befolket af den etniske minoritetsgruppe Co Tu. At være på besøg her, gav et helt unikt indblik i et Vietnam, som man ikke oplever, hvis man opholder sig i turistbyer som Hoi An. Minoritets befolkningsgrupper som Co Tu er blandt de fattigste i Vietnam og i landsbyen mødte vi mennesker, som lever under Verdensbankens fattigdomsgrænse på 1$ om dagen.
Vi fik til opgave at lave et mini feltarbejde i grupper, mens vi opholdt os i den første landsby. Min gruppes projekt undersøgte sundhed og sanitæreforhold. Sammen med en tolk gik vi på vistit hos tre familier, for at stille dem spørgsmål og få et indblik i deres hverdag. Jeg tror aldrig, jeg vil glemme de historier de fortalte os. Det var meget interessant, rørende og lærerigt på samme tid. Alle har hørt om fattigdom, men rent faktisk at stå i folks hjem og se hvordan de laver og høre dem fortælle deres historier, er ikke en ting man normalt oplever.
Det sætter for alvor tingene i perspektiv, og jeg er forevigt taknemmelig for, at jeg blev født i et land som Danmark, hvor vi har nået et udviklingsniveau, der er så højt, at folk aldrig oplever ressource knaphed i en sådan grad som folk i landsbyen gør.
Et billede siger mere end 1000 ord, så for at give en ide om, hvad jeg har oplevet, vil jeg lade billederne tale for sige selv.
Typisk hus i landsbyen:
Køkken:
Toilet:
“Interview” i opholdsrummet. Vi sidder i familiens eneste seng:
Vi boede selv i en lille træhytte under vores ophold i landsbyen. Nogle overnattede hos familier, mens vi andre sov på bambus gulvet i hytten, eller rullede os sammen tre mennesker på en madras.
Her bliver vi budt velkommen af “the village chief”:
Aftensmad serveret i hytten:
Om aftenen kom lokalbefolkningen i deres traditionelle klæder og dansede og spillede musik for os:
Isabella