Her er lidt om min anden uge i Pondy (som man kalder byen, hvis man føler sig berettiget til brug af lokalslang – så den kategori vil jeg hermed placere mig selv i). Lidt om hinduistisk vandring i bare tæer, hellige affaldsspande og sarishopping op til mystisk bryllup.
Mandag eftermiddag kørte den samlede flok af norske/svenske/sydafrikanske/indiske/danske studerende til “Full Moon Walk” ved et bjerg, som er omgivet af templer til den hinduistiske gud Shiva, der undertiden tager form af ild. Det var her tilfældet, og det kan ikke være så lidt betydningsfuldt, for hundrede tusinder af indere blev fragtet dertil med busser for at tilbede ham. Dealen er, at man i løbet af omtrent fem timer går (gerne barfodet) 14 km rundt om bjerget og snupper de templer på vejen, man kan nå. Aldrig har jeg set så mange mennesker i mere eller mindre koordineret tilbedelse samlet på ét sted, i templer og på vejen. Vandringen, som startede ud med voldsomme indtryk af handicappede mennesker i vejkanten, skrattende højtalere, orange munke og vældige køer med op til fem ben, graduerede til en mere rolig og eftertænksom stemning, som solen gik ned, og en imponerende fuldmåne tog over. I løbet af gåturen sneg en lækker trance sig ind på os, og vi havde nok alle oplevelsen af en vis frihed i at kunne gemme sig i den massive menneskemængde og bare være i bevægelse, en blandt mange. Mon ikke vi alle fik lejlighed til at reflektere over de myriader af indtryk, de sidste mange dage har budt på?
Jeg fik i hvert fald tid til at tænke på køerne, der vandrer i Pondys gader og spiser det skrald, gaderne gavmildt forsyner dem med. Køer her er hellige, og de har også ejere. Men som regel har ejerne ikke råd til at have dem på græs eller fodre dem alternativt, og så spiser de, hvad gaderne byder på. Alligevel er ejerne afhængige af den mælk, køerne kan producere – og jeg tør slet ikke tænke på, hvad den er fyldt med! Midt i det imponerende liv i byen er der også en social virkelighed, som sætter skarp kontrast til den velstand, vi Kulturstudier-studerende er født ind i. I mit hoved har jeg formuleret de første 100 sætninger, der prøver at indfange de splittede følelser, vi oplever, når vi møder så meget ulighed, uretfærdighed, sygdom, fattigdom (Pondicherry er endda sluppet billigt) og selv er studerende på første klasse – alle beskrivelser lyder lige kliché. Måske er det vilkåret for klichéer, at de pakker det ubærlige ind i blankt vat, der ligesom eliminerer kanterne, vi stikker os på.
Okay, hvordan hiver man stemningen op herfra? Måske med et billede af, at når man som kvinde så endelig køber tøj til sig selv her, er det virkelig en oplevelse! Danmark bør seriøst genoverveje sit shoppingkoncept, for Indiens version holder! Man får tildelt et sted mellem 2 og 5 personal shoppers, der hiver det ene lækre stykke stof frem efter det andet alt efter ens kræsne præferencer i farve, stoftype og mønster og utrætteligt gennemgår hele påklædningsprocessen med den nyligst udvalgte sarimodel. Det skal lige tilføjes, at en sari er et 6,5 meter langt stykke stof, så det kræver ikke så lidt af en indsats. I dag var samtlige kvindelige studerende på sarijagt, fordi vi på mandag er inviteret til bryllup hos nogen fra det busselskab, vi kører med. Det imponerende fravær af kendte faktorer gør hele konceptet meget spændende: selve bryllupsreceptionen er på mandag, men navne, lokation og tidspunkt er stadig et mysterium. Sarier skal der til, og det er altså ikke for sjov… Vi taler ét uhyrligt langt stykke stof, som bliver til en kjole, tilsyneladende ved hjælp af ren magi. Jeg er sikker på, at de i al hemmelighed går i benhård træningslejr 10 år i træk for at lære at binde den nogenlunde fornuftigt – og jeg skal kunne til på mandag! Her gik jeg og troede, at mine lektier handlede om menneskerettigheder og problemet med at forske i “human security”, når der i virkeligheden står saripåklædning på programmet. Heldigvis trak jeg den indiske roommate, jeg satser al mit håb om sarisucces på hendes hjælp.
Ellers har ugen både budt på undervisning i en rundkreds i skrædderstilling (jeg lyver ikke!), en flyvende sko som næsten ramte mig på gaden og en meget tålmodig Vodafone-ekspedient, der måtte udfolde argumentet “for terrorism, of course” for mig, da jeg afleverede 3 kopier af mit pas til køb af internet og SIM-kort og var ret så nysgerrig på den påfaldende besværlige, bureaukratiske proces. Særligt fordi min veninde, der ikke havde medbragt sit pas, fik besked på, at hun da bare kunne bruge mit. Hmm…
Jeg har ikke været så kameraflittig, men her får I lidt af de billeder, jeg har. De er fra vores Full Moon Walk og fra sariforretningen (billedet er halvdelen af rummet på én etage, der var fem i alt).
Alt det bedste,
Jeres Christine.
