Lidt om Chidambaram og Pichavaram
Jeg nåede denne weekend et mætningspunkt. Pondicherry, der ellers går for at være en ganske fredelig, småvestlig by blev alligevel for meget luftforurening, utrættelig larm, byvarme og sælgere med speciale i at genere mennesker med lysere hud end deres egen. En kort pause bød på mangroveskov, solopgang, luft helt ned i lungerne og tid til at nyde en strømafbrydelse.
Først; Pondicherry er charmerende, er spændende. Jeg elsker byens sammensætning af hinduistiske templer, moskéer og kirker. Det er inspirerende at se, hvordan det ene busstopsted forsyner bussen med turbanbeklædte mænd eller hinduistiske munke, det næste med kvinder i niqab – og at alle hjælper hinanden i de trange busser med et smil. Byen er delt op i et fransk, et muslimsk og et mainstream indisk kvarter. Så på samme dag kan du få sydeuropæiske omgivelser og cappuccino, kald til fællesbøn fra moskeer og tilsyneladende vanvittig, men meget opmærksom indisk trafik, der lynhurtigt sender dig et sted hen, hvor du garanteret kan få noget med koriander. Kan I se, hvorfor jeg er glad for denne by? Men når det er sagt, så er indisk by noget, der giver selv den mest garvede byboer behov for natur.
Derfor tog vi et smut til Chidambaram (man ruller på ruller på r’et, prøv lige at udtale det engang. Føles det ikke godt?), hvor der efter sigende skulle ligge et af de mest imponerende hinduistiske templer i Tamil Nadu, den delstat Pondicherry ligger i, og som i øvrigt er kendt for sine templer. Busturen alene er et eventyr: vi fik selskab af en lille pige på omtrent halvandet år, hvis forældre kun talte tamil. Men med stolte smil og kropssprog i børnehøjde kommer man langt, og to timer gennem landskaber og byer gik stærkt. Vi ankom til selve templet, der var stort og, indrømmet, imponerende. Først ankommer man til tempelpladsen, hvor detaljeringsgraden af tempeltårnet er slående, derefter kan man gå ind i den centrale del af templet, hvilket i de fleste templer i Pondi kan gæste ca. ti personer – her var flere hundrede. Denne centrale del viste sig at være en labyrint, hvor man fabrilsk måtte prøve at presse sig gennem menneskemængder og flagermus for ikke at blive filtret for meget ind i ritualer med olie, blomsterkranse, røgelse og forbøn mod betaling. Mængden af mennesker udsmykket med rødt, hvidt, gult og orange pulver var overvældende, og jeg glæder mig til en dag at forstå mere om, hvad de forskellige ornamenteringer betyder. Det er noget med de forskellige guder, kaster og tempelfunktioner i et knudret system – under alle omstændigheder er det fantastisk farverigt, det kan vi lære noget af.
Noget andet farverigt, vi kan lære af, er mærkedagene. Der har netop været en festival, hvor man tilbeder sine køretøjer og i samme lejlighed udsmykker dem. Til alle de køretøjsejere, jeg kender (hov, det var vist også dig!) vil jeg komme med en munter opfordring. Hvis du nu, næste gang du skal ud med din nypudsede bil/cykel/motorcykel/knallert/rulleskøjter, lige tilføjer ét styks blomsterkrans og to-fire bananpalmeblade, så er jeg sikker på, værdien af både din og dine medtrafikanters dag stiger med omtrent 120 %. Jeg støtter op med tips til både blomstertyper, farvekombination og monteringsmetoder! Kig for eksempel lidt på en særligt yndig tuc tuc nedenfor…
Efter oplevelsen i Chidambaram kørte vi til det, vi i virkeligheden var kommet for: Pichavaram. Det er et beskedent hotel, der ligger ud til vandet. Tidligere gæster havde bevidnet om kakerlakmasser og kæmpeedderkopper, men vores eneste kæledyr var en babygekko, og dem kan man jo ikke rigtig have noget imod, vel? Konceptet er, at man kl. 05 om morgen står op for kl. 05.30 at sejle ud i en lille båd i mørket og se solopgang. Solopgange er altid smukke, men solopgang i stilhed efter en måneds konstant larm er magi for sjælen! Vi sejlede roligt ud til en lille ø, hvor der før tsunamien i 2004 boede 100 familier, hvis huse dengang blev jævnet med jorden – eller vandet. Vandoverfladen var blikstille, og man kunne kun høre et par fiskeres snorken som afslutningen på en overnatning på stranden, før de om 10 minutter ville vågne med solen. Mangroveskoven samlede sig som en snæver tunnel, der indkapslede ro og brydningen af de første solstråler.
Lørdag aften hjemvendte vi, søndag er fuld af energi. Mødtes med kirken i Pondicherry og spillede volleyball, scooterfræsede gennem trafikken med tre andre på én scooter (hvilket er smadder lovligt og åbenbart ikke særlig provinsbølleagtigt her), spiste is FØR hovedretten, besøgte søndagsmarkedet på Mahatma Gandhi Road og grinte så meget, at mine kinder gør lidt ondt. Jeg er på en gang taknemmelig og imponeret over, hvor åbent og kærligt, de lukker mig ind i deres fællesskab på trods af massiv sprogbarriere og kulturforskelle. Nogen gange behøver det åbenbart ikke være så besværligt. Som en klog pige på 3 engang lærte mig var et ultimativt glædesudtryk: Jeg har vundet!!!
NU er jeg parat til en uge med feltarbejde og dermed en forhåbentligt noget lempet læsebyrde. Denne gang har jeg husket at tage billeder, håber de kan bringe jer lidt tættere på Indien.
Jeres Christine
PS. Jeg så altså en elefant, i levende live på gaden i fredags! Har det ikke lidt praleværdi?
