De sidste uger har været krævende, travle og vidunderligt spændende. En uge lavede vi feltarbejde i to NGO’er, som fortjener et par kommentarer. Nu er mine tanker kun beskæftiget med forsøget på at begribe en lille, stærk kvinde, som på fjortende år faster som protest mod en indisk lov, der har mange liv på samvittigheden (alarmklokker skulle gerne ringe nu).

En uge foregik med feltarbejde, som egentlig primært var besøg i to NGO’er (non-governmental organizations). Begge NGO’er havde til formål at give arbejde til dem, der har mindst, det vil sige de syge og fattige. Begge var grundlagt med stærke idealer om at hjælpe dem, der har allermest brug for det – og hvor giver det meget håb at se det ført ud i virkeligheden! Men det giver også indblik i, at når et problem imødekommes, opstår nye. Jeg talte med en handicappet kvinde, som havde fået arbejde som syerske og nu var den eneste i sin familie, der fik løn. Taknemmeligheden og glæden i hendes øjne var lysende, nærmest blændende ægte. Men… Hendes taknemmelighed for jobbet var ikke kun lønnen, det var også at komme hjemmefra i dagtimerne. For lønnen skulle hun dele med otte voksne familiemedlemmer, hvoraf mindst gik til hende, fordi hun var familiens privilegerede arbejder. På trods af arbejdsvilkår, der ville få fagbevægelsen til at kløjes, var hendes arbejde og løn familiens håb – og på trods af, at den skulle deles med otte andre, har jeg sjældent hørt ordet ”happy” så mange gange i løbet af én samtale om trivsel og arbejdsmiljø. Det er endnu en af de oplevelser, hvor jeg må standse mig selv i at ville idømme en følt offerrolle og taknemmeligt respektere at blive lukket ind i en beretning.

Ugen efter ledte mig på rigtig ferie i Kerala, hvor afslapning var en mission vel udført. Billederne i bunden af blogindlægget vil jeg lade tale for sig selv. Hvis I undrer jer over, hvorfor der ingen mennesker er på mine billeder, er det simpelthen fordi jeg fører en ultrastram fotopolitik, hvor jeg prøver at undgå at lægge nærbilleder af mine medstuderende ud på nettet.

Da jeg tvang mig selv til tastaturet for at skrive min blog, var min hjerne komplet tom for interessante hverdagshistorier, så jeg måtte spørge mig selv: Hvad er der så egentlig derinde? Derfor, når nu I trofast læser en studerendes blog, får I en bid af min gruppeeksamens og opmærksomheds entydige omdrejningspunkt: Irom Sharmila. Tænk hvis hun vidste, hvor meget beundring, frustration, bedreviden, undren og tidsforbrug, hun har bragt ind i en dansk studerendes tanker de sidste par uger! Irom Sharmila er en kvinde, som flere aktivister, journalister og akademikere gennem de sidste 14 år har prøvet at kloge sig på, og som uvægerligt vækker et teoretisk had-kærlighedsforhold. Uanset hvor deres tolkninger lander, er erkendelsen ’at hun dybest set modstrider al logik’ umulig at komme udenom (introduktion følger, wait for it). Hun er undseelig, en elendig taler, ensporet i sin metode og tilsyneladende totalt ineffektiv med sin protest – så hvorfor er det, hun alligevel får opmærksomhed som seriøs politisk aktivist og trækker ressourcer til konstant bemanding i det hospital, hvor hun er fængslet og tvangsernæret? Jeg kan huske den første dag, vores gruppemedlem, Shakeel, indisk journalist og benhård skeptiker, på sin lavmælte måde spurgte, om ikke vi havde lyst til at besøge hende. ”Is that even possible? Isn’t she locked up like another terrorist?” spurgte Christine N (der er tre af os i studiegruppen, ganske forvirrende), hvortil han trak på skuldrene, kiggede på sine krydsede fødder og svarede ”I got contacts. You will probably be on a list though…” Heldigvis kiggede vi snart på flypriserne og afskar idéen, men jo mere jeg lærer om hende, jo mere tvivler jeg på, at hun havde kunnet gøre os klogere, når nu hun er så utydelig om sin sag, når hun taler med journalister.
I 14 år har hun sultestrejket mod loven Armed Forces (Special Powers) Act, også kendt som AFSPA, der skal give militæret magt til at skabe sikkerhed i ’ustabile’ stater, men som har flere problematiske konsekvenser. Den mest iøjefaldende er, at de paramilitære styrker, der opererer under denne, har ret til at skyde og arrestere ud fra rene antagelser, hvilket gennem de mere end 50 år, loven fylder, har krævet over 1.500 civile ofre i den nordøstlige stat Manipur alene (Sharmilas hjemstat), hvoraf særligt få viste sig at være de terrorister, loven er indsat for at beskytte staten mod.
En interessant mekanisme ligger i, at militæret er politisk uafhængigt og ultimativt skal være dem, der godkender afskaffelsen af loven, for at den fjernes – de samme mennesker, der via AFSPA er sikret aldrig at kunne retsforfølges for de fejl, der koster civile liv. Denne problematik vælger hun at protestere mod ved ene kvinde at strejke fra mad, drikke, familiemedlemmer og forfængelighed, mens hun modvilligt tager imod et par særligt ihærdige journalister i ny og næ. Denne diskrepans mellem på den ene side totalt at nedlægge sit liv for en dødvigtig sag og på den anden side være så vag, så utydelig foran kameraerne, er min største kæphest. Hvad bliver der af den styrke, der får hende til at afstå fra alt, der skaber et normalt liv? Hvis afskaffelse af AFSPA er det eneste, hun lever for, hvorfor så det totale fravær af mediestrategi? Der er meget at sige om Sharmila, og nu må jeg begrænse mig selv, for ellers kedes I ihjel, men nu ved I højst sandsynligt, hvad mine tanker er fyldt med de næste 10 dages tid, hvis I skulle få lyst til at spørge…

I dag tog jeg en rickshaw hjem fra vores luksusstudiecenter og tænkte, at det egentlig er den slags, der er sjovt at høre om: Om chaufførens musikanlæg med tre store højtalere og ambitiøs technomusik, om forbikørende der dansede med til musikken, om de guldbelagte håndtag, om nytårslignende pynt over forruden, om det kvalmende valentinskort fra Taj Mahal på højre inderside, om en figur af den hinduistiske gud Shiva, om overhalingerne inden om kæmpestore busser, om et påmonteret horn med lyd som en fornærmet papegøje, om køerne der græsser i rabatten, om kvinder i sari på tunede knallerter, om kommunister krydsende vejen med baretter og røde faner, om busser med ”PRAISE THE LORD” i forruden, om geder og hunde i alle aldre og det totale fravær af trafiklys…

Det blev lidt langt, men der er også gået lang tid siden sidste indlæg. Jeg prøver at gøre op for det ved at sætte en masse billeder ind! Der er sket meget hos mig, hvoraf det meste ligner hverdag. Det er utroligt, som alt det, der gør hverdagen indisk, nu virker banalt. En dag vil jeg filme en tur ned ad gaderne her, måske kan det transcendere denne barriere.

Jeres Christine

Billeder fra Volontariat (NGO)

 

Billeder fra Kerala

 

 

 

 

 

 

 

 

Billeder fra hverdagen i Pondicherry