Har du tænkt over, hvor vores elektronik affald ender? Når vi vil have udskiftet vores gamle kasse tv, med et nyt fladskærms tv. Det fleste af os afleverer det nok bare nede i en container og så ”er det ude af verden”. Men i det fleste tilfælde er vores elektronik affald ikke ude ”af verden”, men rettere sagt ude ”i verden”.

 Et sted vores elektronik affald kan ende, er her i Ghana, nærmere bestemt et område i Accra ved navn Agbogblashie. Dette område dannede ramme om vores anden felttur hernede.

Lad mig præsentere selve historien omkring E – waste (elektronik affald) hurtigt. Grundlæggende handler det om, at Ghana i 2004 satte sig for at alle i landet skulle have mulighed for at købe en computer. Men hvad gør man, når det er for dyrt at købe nye computere til alle? Man kigger på brugte computere. Derfor blev det i 2004 skattefrit at importere brugt elektronik til Ghana. Det har selvfølgelig, på den ene side, givet mange ghanesere mulighed for, at købe en billig computer. Men på det anden side blev det også en åben mulighed for især lande i Europa, at eksportere alt deres elektronik affald. Resultatet af dette kan blandt andet ses i Agbogblashie.

Så elektronik affald bliver sendt fra udlandet og bliver så sorteret: virker / virker ikke. Meget virker selvfølgelig ikke (cirka 75%), og dette bliver så taget til Agbogblashie, hvor man ”udvinder” de dyre metaller, der er i elektronik: Kobber, guld, aluminium, zink osv.. Det lyder jo egentlig på en måde godt nok? ”udvindingen” foregår dog under meget forurenede forhold. Dette kan ses i området. Der går en lagune igennem Agbogblashie, der før i tiden var rig på fiskeri. I dag er lagunen helt død pga. de giftstoffer, der havner der pga. alt affaldet. Se på billedet, så kan du forstå problemet bedre.

Vi skulle interviewe folk, der arbejdede i området. Vi mødte ”the sherman” fra området, der tjente penge på at købe de metaller, fra elektronik affaldet. Herefter solgte han det videre i havnen, hvor det så blev sejllet til genbrug. Vi mødte den ”almindelige” arbejder, der blandt andet står og brænder ledninger, for at få fat i det kobber, der er bag gummiet. Vi mødte desværre også børn ned til 10 år, der i stedet for at gå i skole, tjener penge på at samle metaller. Så hvad bruger børnene i alderen 10 – 15 år pengene på? Ja da vi spurgte dem, var et af svarende prostitution.

Der er selvfølgelig en stor forretning i dette elektronik affald, hvilket måske er en af de helt store grunde til, at det ikke bliver stoppet lige med det samme? Samtidig har importen af elektronik også ført postive ting med sig, i den forstand at flere folk nu har adgang til en computer. Men set i lyset af det jeg så i Agbogblashie, er det tydeligt at loven om ”import af elektronik affald” virkelig er blevet drejet. Hvad der foregår i det område er yderst sundhedsskadeligt, og medfører sygdomme for arbejderne.

Nu studerer man jo ”global environmental management” og Agbogblashie er nok et tydeligt eksempel på, at faget virkelig har en betydning i den verden vi lever i nu og den verden vi skal give videre til de næste generationer.

Vi var 2.5 timer i Agbogblashie, og resultatet bagefter, når man tørrer sin pande med en serviet, ser sådan ud:

Det er bare for 2.5 timer? Så kan man jo tænke på, hvordan en ti årig drengs lunger ser ud efter at have arbejdet i Agbogblashie i et år. Og hvordan de samme lunger ser ud om 5 år, når det samme barn har arbejdet i Agbogblashie i 6 år.

Næste gang man smider sit gamle tv ud, så kan man jo tænke på, at det kan ende i armene på en ti årig. Desværre er vores system nok ikke så gennemsigtigt, så vi helt præcis kan se, hvor vores gamle tv ender. PÅ den måde er det svært at aflevere sit tv et sted, hvor man er sikker på det bliver genbrugt på en miljømæssig god måde.