Meget af studiet her i Pondy består af forelæsninger. Forløbet er delt op i tre moduler med hver sit emne. I sidste uge afsluttede vi andet modul, med vores forelæser Sudha, som er freelance journalist her i Indien, og som derfor ved en masse om konflikter i Indien. I denne uge har vi ikke haft forelæsninger men andre forskellige studie-relaterede aktiviteter. Tirsdag og onsdag var to hele dage med workshop i konflikthåndtering. Vi havde foredrag, diskussioner, så film og lavede rollespil om hvordan man kan håndtere konflikter ved at bruge ikke-voldelig kommunikation. Den ene film handlede om Gandhis salt-march og dens indflydelse i Indien, mens den anden film handlede om sabotører i Danmark i løbet af anden verdenskrig. Rollespillet var især spændende, fordi det handlede om en konflikt der fandt sted i sidste weekend i en landsby lige udenfor Pondicherry. Vi blev delt op i tre grupper: mediatorne som var neutrale og som skulle hjælpe med at løse konflikten, fiskermændene som kom fra en landsby, og nogle folk fra en anden landsby. Hver gruppe fik et kort referat med informationer af konflikten set fra deres side, og vi skulle så prøve at snakke om det og finde en løsning ud fra disse informationer. En af konklusionerne var, at der altid ligger en masse skjulte årsager bag en konflikt, som man bliver nødt til at kigge på, før man kan se konflikten fra begge parters synsvinkel, og før man kan forsøge at løse den.


En anden del af vores studie er at skrive et gruppeprojekt. Vi har alle fundet sammen i grupper af 4-5 personer, alt efter hvilket emne vi ville skrive om. Jeg ville gerne skrive om kastesystemet i Indien, og det var der heldigvis 4 andre, der også gerne ville. I går mødtes vi med vores seminar ledere for at fortælle dem om vores ideer og tanker indtil videre, og det virker som om vi er helt på rette vej. Efter mødet tog vi på det franske bibliotek, som har et stort udvalg af engelske bøger og masser om kastesystemet. Da bibliotekarerne hørte hvad vi skulle skrive om, introducerede de os til en anden ansat, som er ekspert på området, som gav os en masse gode informationer, både om kastesystemet og om hvilke kilder vi kan bruge.

I næste uge starter tredje modul, som er konflikttransformation og konflikthåndtering. Jeg tror, det bliver super spændende, og nu vil jeg gå i gang med at læse til første forelæsning.
Sonia

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *